Materialerne til alle mine tekstile projekter er for det meste indköbt i genbrugsbutikker. Jeg har et ret så stort lager af stof og garn i mit hobbyrum. Kvaliteten, störrelsen, mängden og farven afgör så, hvad det kan blive til. Nogen gange kommmer idéen för materialet (hvad kan jeg finde på lageret som passer til den her idé?), andre gange kommer materialet för idéen (hvad kan jeg mon lave af det her?). Og man kan i allerhöjeste grad sige, at det er lysten, som driver värket.



torsdag den 28. april 2016

Overlock-eufori.

For et par år siden fik jeg en overlock af min søde datter. Desværre fik jeg aldrig rigtig styr på den, og så havnede den nederst og inderst på en hylde. Der stod den så og samlede støv - i bogstaveligste forstand - flovt!. Men for nylig tog jeg mig sammen, og maskinen har nu været til service - og den syr som en drøm.



Jeg har jo aldrig haft en overlock før, så jeg begyndte med nogle nemme projekter med lange, lige sømme. 

Serieproduktion af gymnastikposer.


Da først jeg var kommet i gang kunne jeg slet ikke få holdt op igen,

Bukser til de helt små- 


- og til de lidt større.


Og de er altså ikke HELT ens. 


Et forsøg med et nyt mønster. Det blev første og sidste gang. Kjolen er besværlig at sy, og det blev klodset og smågrimt ved belægningerne i hals og ærmer. Så ved jeg det!


Men flæsenederdele er både let og sjovt, i alle størrelser. Flæserne sys let med min folde-trykfod, så slipper jeg for besværlige rynketråde.



Det gjorde et godt indhug i stofbunkerne i lagret, hvilket var hårdt tiltrængt. Jeg ryddede op i alle stofferne ved samme lejlighed, så nu ligger det hele fint på hylderne, sorteret efter kvalitet og mønstre. Det føles godt.


tirsdag den 26. april 2016

Et royalt strikketøj.

Per ønskede sig en strikket vest. Så kom jeg i tanker om, at blandt alt det "strikkeri" jeg arvede af mor var et lille hæfte fra et ugeblad. Emnet var kongeligt strik. Her fandtes kronprins Frederik i en dejlig kongeblå slipover, lige i Pers stil.


Færdig! Modtageren tilfreds.


Her er kronprinsen.


Her er MIN prins!



Strikkefakta: hæftet er fra ugebladet Hjemmet 2013. For en gangs skyld fulgte jeg (næsten) opskriften, og købte også det "rigtige" garn,  Superfine Merino fra Onion, løbelængde 125 m / 50 g. Pinde 3 og 3½.

fredag den 8. april 2016

En gave til en veninde.

Det var Marie i Garnboas fødselsdag. Det er svært at købe noget til en kvinde, som selv har en butik. Altså måtte det blive noget personligt, noget hjemmelavet. Så kom jeg i tanke om, at hun havde sendt mig et billede af et fint gammelt gulvtæppe, som hun havde købt til sit nyindrettede arbejdsværelse.


Inspireret af mønstret på tæppet komponerede jeg et par vanter, som jeg strikkede og sendte til hende. 




Hun blev glad!

Strikkefakta: Garnet er hentet i mit lager, det er tre forskellige kvaliteter, men alt er uld, tyndt 2-trådet strikket med dobbelt garn, pinde nr 3½.

mandag den 28. marts 2016

Jeg går aldrig med hue.

- men da jeg fik se mysteriestrikningen fra NordKnit, så fik jeg stor lyst til at strikke mig en hue. Som tænkt - så gjort.


Den blev for stor.


Men det havde jeg haft på fornemmelsen, så jeg havde ikke syet ombukket til hele vejen rundt. Så trak jeg en elastik igennem.



Det blev ikke rigtig godt, huen sad som en stor boble oven på hovedet. Den ville jeg aldrig blive glad for. Jeg prøvede at valke den, men den krøb ikke så meget som jeg ville. Sidste udvej - vaskemaskinen. Så var det for sent at fortryde, men det gjorde jeg nu alligevel. Huen kom ud i en passende størrelse, men den var stiv og "død", og  mønstrene var utydelige. Jeg har givet den til Røde Kors' genbrugsbutik, forhåbentlig er der en anden, som bliver glad for den.

Men skam få den der gi'r sig! Jeg strikkede bare én til, og med tyndere pinde. Jeg hoppede også over én mønsterbord.



- og den passede perfekt.


Glad for min nye hue.

Det mærkelige er, at selv når jeg nu har strikket en hue som passer og som jeg er tilfreds med, så går jeg stadigvæk ikke med hue.
Jeg er begyndt at indse, at problemet med mig og huer ikke så meget er, hvad der er udenpå hovedet, men hvad der er indeni. Og nu er det jo snart forår, og så behøver man ikke at gå med hue. Vi får se hvad der sker til næste vinter!

Strikkefakta hue 1: kanten limegrønt mohair fra lageret, bundfarve mørkeblå 2-trådet uld fra Geilsk, mønsterfarve 2-trådet uld fra Kauni. Pinde nr 2½.

Strikkefakta hue 2: kanten grøn alpakka fra Drops, samme bund- og mønsterfarve som hue 1, pinde nr 2.

mandag den 7. marts 2016

Et NEP blev FO

Oversættelse: Et projekt, som jeg troede aldrig skulle blive færdigt, blev alligevel færdigt til sidst. Det drejer sig om den røde trøje, som ses i et tidligere blogindlæg her.


Trøjen er, i modsætning til det andet uendelige projekt i samme blogindlæg, strikket i flere dele. En ryg, to forstykker, to ærmer. Det giver mulighed for hele tiden at sammenligne strikketøjets mål med sine egne, og så gøre de nødvendige ændringer.


F. eks blev trøjen alt for kort efter min smag, og så strikkede jeg en kant uden mønster til forneden. Jeg lod kanten have en slids som svarer til at forkanten ikke er knappet hele vejen ned. Jeg synes det ser ret elegant ud - som om det har været meningen hele tiden.


Strikkefakta:
Pinde nr. 4.
Trøjen er strikket med to tråde.  Mønstret, som jeg kalder "diskret stribe" fremkommer ved, at jeg på hver 6. omgang erstatter en af de mørkerøde tråde med en klar rød. Trøjen har en meget flottere rød farve end på billedet, det er svært at fotografere om vinteren indendørs i halvdårligt lys.
Garn: Tomtex vævegarn, tyndt en-trådet, 600 meter pr 100 gram. Jeg har fået en hel sækfuld af min datters svigermor i alle mulige pragtfulde farver. Det lover godt for fremtidige strikkeidéer.


onsdag den 17. februar 2016

Vanter op-og-ned og ned-og-op.

Marie i Garnboa bestilte "billige" vanter, d.v.s. vanter uden alt for meget mønsterstrik som tager lang tid at strikke, og derfor også gør vanterne dyre. 

Men helt ensfarvet er bare for kedeligt, så de små garnnøgler fra reste-posen kom frem. Det sjove er at finde pæne farvekombinationer.

Det blev til 6 par vanter ialt. 





 2 ret, 2 vrang, men med farveskift, giver en hel anden effekt end ensfarvet.




Disse to par er strikket oppe-fra-og-ned. Hvordan man gør? Det kan jeg forklare i et nyt indlæg, hvis der er interesse for det.

Alle de valgte mønstre på manchetterne bliver ret stramme, så det kan betale sig at slå lidt ekstra masker op. Disse lukker man så af når man begynder at strikke selve vanten. Eller omvendt, hvis man strikker den anden vej. Eller man kan gøre sig umage med at strikke løst. Eller gå et nummer op i pindestørrelse.

Strikkefakta: alt garn er fra lageret og uden banderole, så det er ikke til at sige hvad det er. Men uldgarn, det er det.

mandag den 11. januar 2016

Specielle strikketeknikker.

Garnbutikken Garnverket udskrev en konkurrence: fremstil en grydelap, valgfri teknik. Så kom jeg i tanker om, at jeg for flere år siden havde fundet på en grydelap i teknikken skyggestrik. Man strikker med én farve én gang frem og tilbage, og med kontrastfarven én gang frem og tilbage. Fordelingen af retmasker og vrangmasker afgør mønstret.

Ved første øjekast ser man bare et tilsyneladende umotiveret stribemøbster


- men ser man i en anden vinkel fremtræder mønstret. Og grydelappen fortæller selv, hvad den er - og da vi er i Sverige, hedder den "Grytlapp".


I morgen bliver lapperne afleveret i Garnverket. Man kan kun stemme i butikken, så har du vejen forbi i perioden 18. januar - 6. februar, kan du jo kikke ind og stemme. 

Strikkefakta: tykt bambusgarn fra lageret, pinde 4½


Der var mere af det lækre alpakkagarn, så det blev til endnu et par pulsvarmere. Disse vil jeg have selv. Dels fordi de lige er min stil, dels fordi der er en lille fejl i mønstret. Det er måske kun mig selv der kan se det, men det er nok til, at jeg ikke vil sælge. 



På den måde kan en fejltagelse vendes til det bedste.

torsdag den 31. december 2015

Ikke flere vabler.

Jeg har købt nye vinterstøvler. De er med højt skaft, er fodformede, har et tykt varmt foer, er rigtig pæne oven i købet. Der er kort sagt ikke noget i vejen med dem - bortset fra at kanten optil er så hård, at den gnaver. Efter første gåtur i støvlerne kom jeg hjem med en gigantisk vabel på hver hæl. Noget måtte gøres.


Det blev til et par tykke sokker med ekstra tyk og lang ribkant,


 - så lang, at den kan foldes dobbelt indad.


Det fungerer, ikke flere vabler. 
Det var dejligt, at der ikke skulle mere til for at gøre at par lækre støvler anvendelige. 

Strikkefakta: ukendt garn fra lageret, strømpepinde nr 4½

lørdag den 19. december 2015

Goodbye Kitty!

Holger og Bodils forældre fik en stor pose med brugt børnetøj fra naboen. Altid godt med genbrug. Blandt herlighederne fandtes en fin festkjole.


Nu er de unge forældre ikke begejstrede for mærketøj, så Kittyreklamen var ikke så populær. Men det er der jo råd for. Kjolen kom med hjem til Astrid, og guldkjolen fra genbrugsbutikken på Bornholm kom ned fra lagerhylden. Mere genbrug.


Så nu har Bodil en opgående sol på brystet. Det passer rigtig godt til hende, for hun er virkelig en lille solstråle.

fredag den 18. december 2015

Pulsen stiger!

At strikke pulsvarmere er et dejligt "mellemarbejde" - kræver ikke meget garn, bliver hurtigt færdigt. En udmærket måde at blive af med garn, som ikke rækker til så meget andet.

Vævestrik, at strikke med løftede masker, er stadig sjovt. Jeg havde noget meget lækkert alpakkagarn på lageret, så jeg gik i gang med at kombinere forskellige mønstre fra bogen om vævestrik, læs mere her.





Hvis jeg havde troet, at disse pulsvarmere skulle blive hurtigt færdige, så kunne jeg godt tro om igen. Vævestrik går ikke hurtigt. I og med at man løfter masker, som strikkes senere, kan det blive sådan, at man på to omgange bare har strikket maskerne én gang. Men flot bliver det jo, så det er umagen værd, synes jeg.

Strikkefakta
Garn: 100% Alpaga Des Andes fra franske Plassard - dyrt, men dejligt, superblødt
Strømpepinde nr 2½

Mellemtingen mellem en pulsvarmer og en vante er vel en halv-vante. Garnet som blev til overs efter disse her vanter rakte til et par halve. Så fik jeg også øvet mig i at strikke den omtalte tommelfinger en gang til. Det tyder på, at det bliver en fremtids-favorit. Jeg har ikke genbrugt fletmønstret fra den forrige vante, for det ville være at kopiere for meget. Jeg vil jo prøve at sælge halv-vanten.



Alt er nu afleveret til Maries julebutik.

søndag den 6. december 2015

Glædelig for(klæde)jul!

Familiens mindste medlemmer har allerede fået deres julegaver, som i år gik i forklædernes tegn. 


De to mellemstore fik hver et bindeforklæde med tilhørende slev og piskeris.



Lillepigen fik et træk-over-hovedet-forklæde med praktiske velcrobånd i siderne.


Som tilbehør fik hun et te-stel og en pose at ha' det i.


Og så har jeg indført skikken med mandelgave i familien her i Sverige. Præmien er en masse småting: klistermærker, glansbilleder, en kalender, etui til buskort, lidt slik og lidt frugt m.m. Her er posen til alle sagerne. 

Alt er syet af stof, jeg havde på lager. Indkøbt i genbrugsbutikker for næsten ingen penge, nu genopstået til nyt liv, forhåbentlig til gavn og glæde for de kære små.

mandag den 2. november 2015

Pose = praktisk.

Jeg er meget glad for poser. Især hjemmesyede, som kan fremstilles lige i den størrelse og det materiale som passer til det tiltænkte indhold. Så bliver det også nemmere at finde sine sager.

Af Marie i Garnboa (hjemmeside her og facebookside her) fik jeg en lille tøjstump, som hun havde fundet i en taske købt på loppis. Måske har den været foer i en anden taske (det kunne faconen godt tyde på), den var ikke helt ren, og ganske gammel og mør på visse steder. Den kan du sikkert få noget fint ud af, sagde Marie. Det var jo en tillidserklæring.
Jeg tænkte mig, at en lille pose til smykker eller noget andet sart skulle passe godt, tøjstumpen var jo også sart i sig selv.


Foerstoffet fik jeg fra en kjole, købt på loppis. Den var aldrig tiltænkt at bruges som kjole hjemme hos mig, for der er ingen jeg kender som kan åle sig ned i sådant et hylster. Men stoffet var flot! Blankt og guldglimtende.


Og spaghetti-stropperne passede perfekt til snørelukningen.


Jeg har fundet en app på min telefon, hvor man kan holde styr på hvor mange skridt man tar. Det er lærerigt.
Så fik jeg brug for en lille pose til telefonen, for det er ikke alt mit tøj som har lommer.
Fra denne strikkebog tog jeg mønstret til pulsvarmere, og med ganske få ændringer blev det til en pose med foer af blødt flannel og et bånd til at ha' rundt om halsen.



"Godt værktøj fremmer arbejdet, sagde kællingen - hun flåede hesten med en syl". Ældgammel vits, men med et gran af sandhed. Jeg har købt et nyt rivejern, som er herligt effektivt. Men hvordan opbevare dette uden at det river fingre, når man tager det frem? En pose, selvfølgelig. Af veninde Bente har jeg fået en vatteret vest, som havde tilhørt hendes nabo.


Det tog ikke mange minutter ved symaskinen før posen var klar. Vatteringen og kantebåndet fik jeg jo forærende.


Og da Holger var på besøg fik Lillebamse en sovepose af stof fra den samme vest. Soveposen er med hank, så kan Lillebamse transporteres rundt uden at blive væk.


Holger har brækket armen, det er derfor han ser lidt uformelig ud. Men han er kry og glad, på trods af dette.