Materialerne til alle mine tekstile projekter er for det meste indköbt i genbrugsbutikker. Jeg har et ret så stort lager af stof og garn i mit hobbyrum. Kvaliteten, störrelsen, mängden og farven afgör så, hvad det kan blive til. Nogen gange kommmer idéen för materialet (hvad kan jeg finde på lageret som passer til den her idé?), andre gange kommer materialet för idéen (hvad kan jeg mon lave af det her?). Og man kan i allerhöjeste grad sige, at det er lysten, som driver värket.



fredag den 27. oktober 2017

Plastik - velsignelse eller forbandelse?

Plastik er et utroligt praktisk materiale med mange anvendelsesmuligheder. Men når man så læser om, hvordan der flyder store øer af plastik rundt i verdenshavene og hvordan mikroplast genfindes i naturen, hvor det ikke har noget at gøre - ja, så bliver man bekymret.

Jeg har i lang tid irriteret mig over, at man skal tage en plastikpose i butikken til hver slags frugt og grønt, når man køber det stykvis. Det bliver mange poser, og de kan ikke bruges til så meget andet bagefter, fordi de er så tynde. F. eks. kan vi ikke bruge dem som affaldsposer, for vi bor i et hus med nedfaldsskakt til affald. Jeg kan lige se for mig, hvordan en sådan pose på det nærmeste eksploderer nede i skralderummet efter en rutsjetur fra fjerde sal.

Løsningen må være poser, som kan bruges mange gange.
Jeg har snuppet en ide fra en organisation, som hedder ReFo. Poser syet af gamle skyggegardiner - sådan nogen som var moderne i 60'erne. I Danmark kaldet "gardisetter" efter det førende firma på markedet.


En pose vejer ca. 20 gram, så man må være indstillet på at betale for lidt overvægt. Men det er i en god sags tjeneste, synes jeg.

Jeg syede først tre poser, som vi har prøvet af i et par ugers tid. I butikken er vi kun blevet mødt med positive kommentarer, som "nej, sikken en sød lille pose", " jamen hvor praktisk".

Efter en snak med Marie i Garnboa sagde hun, at hun gerne ville prøve at sælge. Så syede jeg tre til, at det sidste gardin jeg havde. 


Dem har Marie fået med hjem, og de kommer i hendes butik, der har åbent på søndag. Samtidig gav hun mig fik en pakke med et sæt helt "nye" (i hvert faldt ubrugte) gardiner, så nu skal der masseproduceres.



Et godt råd: lad posen være åben når man kommer til kassen. Så kan kassemedarbejderen se hvad der er i posen, og båndet hænger ikke fast i rullebåndet
.
Jeg er ikke så naiv at jeg tror, at jeg kan redde verden ved at skippe en plastikpose i ny og næ. Men indtil butikkerne finder på et alternativ, så handler vi altså frugt og grønt i gamle "gardisetter". Nogen butikker er i gang, læs her og her

Jeg er spændt på, om ideen fænger. Ellers har jeg da et godt lager af julegaver !

fredag den 20. oktober 2017

En farverig aften.

Nej, dette er ikke hundeposer!


Jeg har været på kursus hos Eva i Stäket og har fået den første introduktion i at koldfarve garn.


Det var let og ukompliceret, og man kan gøre det hjemme og behøver ikke at købe dyrt udstyr. Bare farvebasen og det flydende farvepigment. Og intet er så giftigt, at det ikke må hældes i afløbet.

Det sværeste ved det hele var, at man skal vente 24 timer mens garnet ligger i sine plastikposer og farven fikseres. Efter 20 timer kunne jeg ikke styre mig, så jeg åbnede og vaskede og skyllede forsigtigt.


Men ikke rigtig forsigtigt nok. Bundtet med det mørkegrønne garn blev temmelig filtret (det er det, der ligger i dørslaget).


De små bundter på 20 gram havde jeg bundet ekstra ombindinger på, efter gode råd fra Eva. Det skulle jeg nok også have gjort med de to 50-grams bundter.


Det her skulle min forlængst afdøde farmor (som også strikkede) kalde for "fiddiwau" på sin midtjyske dialekt. Det tog sin tid at vinde det til et garnnøgle, men det gik. 


Garnet er sokkegarn, 75% uld og 25% polyester, og det er superwashbehandlet. Helt OK, når det skal bruges til sokker. Det er for surt, hvis fint håndværk går i stykker når det bruges.

Nu skal jeg lige have strikke noget andet færdigt - noget som der er deadline på - og så skal jeg til at lege med striber.

Jeg har helt sikkert fået lyst til at eksperimentere mere med at farve. Næste skridt bliver at lære, hvordan man får bestemte effekter frem, altså at styre processen. Forleden var det processen, der styrede!


onsdag den 11. oktober 2017

Tillykke med fødselsdagen!

Kusinen fyldte 70 år og skulle have en gave. Da vi besøgte hende i sommers købte hun en såkaldt rosenbænk i Coop. Vi snød os til at tage mål af sædet, for tanken var at sy en siddehynde til bænken.

Næste skridt var at skaffe en skumgummihynde i de rette mål. Efter en del leden på nettet fandt vi et firma, som specialiserade sig i sådant.

Rosenbænk - Hvidlakeret FSC-certificeret akacietræ

Og så skulle der vælges stof. Jeg begyndte med at kikke på mit lager, men der fandt jeg ikke noget, der var stort nok og som jeg syntes passede til opgaven. Så gik turen til stofbutikken.  Det er let nok at vide,  hvad man ikke vil have - sværere er det at finde det som siger "bingo", men jeg fandt det nu ret hurtigt. For at være sikker pløjede jeg hele hylden med relevante stoffer igennem, men vendte hele tiden tilbage til dette her.


Skumgummi er noget modsträbende noget, så den flinke ekspedient viste mig en løsning på problemet: noget rundstrikket gaze-agtigt stof som kunne trækkes over skumgummiet så betrækket kunne glide let. 
Selve syarbejdet var ikke så besværligt. 


På kanten af stoffet fandt jeg disse oplysninger.


"KÖRSBÄRSTRÄDGÅRDEN design Marianne Westman för Almedahls" - stod der.

Hvem mon Marianne Westman er, tænkte jeg. "Som man googler, så får man svar"
Det viste sig, at stoffet er designet i 1959 og taget op igen af firmaet Almedahls. Det fås også med gul eller rød bundfarve.

Flere fakta om Marianne Westman: hun arbejdede i mange år som formgiver på  porcelænsfabrikken Rörstrand og har bl. a. skabet dekoration til stellene Mon Amie og Picknick.  Og så begynder dem der er vilde med 50'enes design vist at føle sig på hjemmebane. Klik her for mere info. Og her for flotte billeder.

Det er flot klaret at et design med næsten 60 år på bagen stadig kan virke friskt og nutidigt - og kan sige "bingo" til mig, som ikke har så meget styr på svensk designhistorie.