Tøj til børnebørn.

Inden vores seneste tur til Danmark havde der været snur på symaskinen. 

Til Osvald var der et par bukser efter samme mønster som disse her.

 Smart sidelomme ...

... og navnebånd på baglommen.

Materialet er blødt, småriflet jernbanefløjl med lidt stretch, købt i Tygverket.

Til Hilde en spencer, syet efter et Butterick-mønster, Fast&easy nr 3860.

Som pynt en gammel zig-zag lidse, som lå i mors syskuffe.

Materialet er mørkeblåt isoli, købt for længe siden i Stof og Stil i Århus.

Så de slipper ikke for at få bløde pakker, selv om Osvald har klaget: "Hvorfor har du altid tøj med?". Så de fik altså også andre ting, som ikke var tøj - men de hører ikke til i denne blog.

Fødselsdagsgave til den allermindste.

Den grønne tøjrulle rækker langt. Til lillepigens et-årsdag har jeg syet et dynebetræk

- og en pose til at have ting i.

Posen har vi fyldt med pleje-sager til "den bette".

Hun er jo endnu så lille, at hun ikke forstår det der med gaver, og hun har masser af legetøj (storebrors). Så kan man jo lige så godt give noget, som forældrene kan bruge i hverdagen.

Jeg har nu brugt 8 meter af rullen, og der er MEGET tilbage endnu.

Reprise.

 Vi vil også ha'! - sagde tvillingerne, snart 8 år. Og det fik de så. Og de fik selv lov til at vælge farver på sok og næb samt hvilke øjne de ville have.

Strikkefakta

Sok: Sandnes Smart 100% uld, superwash.   

Næb: Svarta Fåret Svea, 50% uld, 50% akryl. 

Strømpepinde nr 3½.

Strikkefakta

Sok: Teetee Pallas 80% uld, 20% polyamid.  

Næb: Svarta Fåret Svea, 50% uld, 50% akryl. 

Strømpepinde nr 3½.

JA - de lilla sokker er pigesokker og de lyseblå er drengesokker. Men det har de altså selv bestemt.

Men lillesøster, 2 år, skulle ikke snydes, så hun fik også.

Da hun er så lille fik hendes sokker "sokke-stop", det er flydende latex i en lille flaske med tud. Så "dutter" man bare små dråber på, lader det tørre 12 timer, og så er barnet skridsikkert. Smart.

En lun trøje og en mærkelig hue.

Det er altid herligt når der kommer småfolk i vennekredsen, for så kan man jo strikke børnetøj. Det kan man blive færdig med på overskuelig tid.

Moderen valgte dette sæt ud fra billeder på nettet.

Jeg valgte et garn der var lidt mere bedstefar-gråt. Modellen indbød virkelig til det.

Huen er lidt af et mysterium. Jeg forstår nu hvad man skal bruge den farvede kant til.

Det er for at man skal se, hvordan den skal sidde - kanten rundt om ansigtet! I mangel på baby fandt jeg en rund glasskål i køkkenet. Det ser stadig mærkeligt ud. 

Nu må huen prøves af på den ægte baby. Fungerer det ikke, så må jeg strikke en anden model, jeg har en fin velafprøvet opskrift som jeg kan bruge i stedet for.

Strikkefakta trøje: Alpakka Ull (65/35 %, 100 m på 50 gram) fra Sandnes garn, pinde 4½ og 5. Hue: samme garn plus en kant af ren alpakka fundet på lageret, pinde 4½ og 5½. Strikkehæfte  nr 1313fra Sandnes garn. 

Hvorfor dog så vred, lille fugl?

Det er ikke let at følge med i alle spil, film og modediller som huserer blandt børn nu for tiden. I hvert fald ikke for en ældre mormor som mig. Men Angry Birds havde jeg da hørt om. Jeg fandt ved en tilfældighed denne opskrift som gratismønster på Ravelry af Elaine Fitzpatrick. Det kunne jeg slet ikke stå for, så børnebørnene måtte holde for igen. Ikke at de har noget imod det, tror jeg da.

Røde til Hilde -

- blå til Osvald.

Det er ikke umuligt at Angry Birds er håbløst gammeldags og totalt out-datede allerede, men sokkerne er søde!

Strikkefakta: Rødt og blåt sokkegarn er Perfect fra Sandnes Garn (opskrift står inde i banderolen, helt fra str. 2 år til herrestørrelse, det er da smart), næb er Svea fra Svarta Fåret. Strømpepinde nr. 3½. Garnet til broderierne er hentet i posen med smånøgler.

Ikke så hemmeligt længere.

Så blev de mystiske strømper endelig færdige. Jeg har ikke været gode venner med dem under strikningen, men der var flere ting som var nye for mig - og det er jo altid godt at lære sig noget nyt. F. eks. de tre små vrangstrikkede riller over ankelen. De gør, at sokkerne "harmonikafolder" sig lige dér, hvor sokker ellers har en tendens til at rynke sig (og gnave, hvis de er inde i tætsiddende støvler). Praktisk.
Det sjove mønster op ad vristen strikkes med tre små garnnøgler, som man opbevarer inde i sokken. Et nøgle for hver mønsterslyngning. På den måde undgår man en masse løse tråde inde i sokken. Smart.

Et svært, men flot mønster som afslutning.

Sokkerne er pænest, når de kommer på.

I weekenden har der været Syfestival i den store messebygning i Älvsjö (forstad i det sydlige Stockholm). Foreningen Sticka var repræsenteret med en udstilling, og sokkerne var med. Det var sjovt at se, hvor forskellige sokkerne var ud fra de forskellige strikkeres valg af mønstre og farver.

Jeg har stadig lidt modvilje mod resultatet, jeg synes helhedsindtrykket ser rodet ud, men som "indlæringsobjekt" har de været ganske udmærkede. Og de sidder fint på foden og er dejligt varme som gode sokker skal være.

.... nu med navnebånd.

"Momoar, du ved nok de der vanter du strikkede til mig fordi de andre var blevet væk - øhhh, de er osse blevet væk".
Ja, det er ikke nemt at være 6 år, gå i børnehaveklasse og fritidshjem og samtidig passe på alle sine løse genstande.

Så "momoar" bestilte navnebånd på nettet, både til den lille og til den store.
Så er der håb om, at løsdelene vender tilbage, idet ingen andre på på hele skolen hedder Osvald ......

.... eller Hilde

Garnet til sokkerne har jeg fået af Marie, jeg var ikke helt solgt på farverne hindbær + lime (gode frugter hver for sig, men alligevel ....), men Hilde var helt vild, så det blev sokker til hende.

Strikkefakta:
- til Osvalds halvvanter et sokkegarn fra mors lager uden banderole, pinde nr. 3, opskrift "ud af hovedet".
- til Hildes sokker Superba Stripy Rico Design,75% uld superwash, 25% polyamid, pinde nr 3, opskrift fra SmåDrops 22-13.

At forvalte en arv.

Da mine søskende og jeg ryddede min mors lejlighed efter hendes bortgang var der ingen der protesterede, da jeg tilbød at tage alt sy-og-strik. De andre har andre interesser, så det var vel naturligt at tingene havnede hos mig.

Blandt alle sagerne fandtes denne kurv med et påbegyndt tæppe, strikket i lange baner. 

Jeg kunne regne ud, at mors tanke havde været at det skulle se ud noget i denne retning. Dog var der ikke nok garn til at færdiggøre den beigefarvede strimmel, og garnet var også i en anden, grovere kvalitet. Det var nok derfor at mor havde lagt projektet til side.

Jeg skiftede det beige ud med noget sennepsgult i passende kvalitet, strikkede og syede sammen.

Sådan blev det færdige tæppe. Jeg har bestemt at vi skal trække lod om det, når vi skal have søskendemøde i kommende weekend.

I mors strikkeskuffe lå også tre par ufærdigesokker. Dem har jeg strikket færdig, og tillagt to par af garn som mor havde. Så er der sokker til alle på mødet.

Ja, arv skal forvaltes. Den bedste arv er dog al kundskab om, og glæde ved at fremstille noget med sine egne hænder. Den arv er allerede sendt videre til næste generation, og næste igen - til datter og barnebarn, hvor det kreative trives og videreudvikles.  

En halv hemmelighed, og andre hemmeligheder.

På strikkeforeningen Stickas hjemmeside kan man følge en såkaldt mysterie-strikning (hvis man er medlem, altså!). Hver mandag fire uger i træk lægges en bid af opskriften ud på nettet. På forhånd får man at vide hvad det skal blive, i dette tilfælde drejer det sig om sokker. Garnmængde, garn- og pindetykkelse opgives også på forhånd - og så er det ellers med at følge instruktionerne til punkt og prikke, for der er ingen billeder til hjælp. Indtil nu er der kommet to dele.

Del 1: forfoden

Del 2: hælen

På Stickas netforum kan man udveksle billeder og stille spørgsmål til projeltet.
Indtil nu er jeg ikke så begejstret for resultatat. Jeg forstår ikke rigtig placeringen af det smukke mønster på forfoden. Desuden er der forstærkning på hælen på et sted, hvor jeg ikke plejer at slide mine sokker, mine sokker bliver altid tyndslidte under foden. Og så er der nogen ribber hen over vristen, som jeg ikke fatter meningen med.

Men man skal ikke kritisere før projektet er helt færdigt, så jeg venter utålmodigt på tredje del i morgen.

Sokkerne strikkes fra tåen og op. Det er en teknik som jeg synes er smart, hvis man er usikker på om garnet rækker til. Ved hjælp af brevvægten deler man garnet i to lige store nøgler og strikker opad til det ene garnnøgle er brugt op. Gentages med garnnøgle nr to. Evt. kan man stikke en ribbekant med en anden farve, hvis man synes sokken er blevet for kort. Hvis jeg ved at jeg har garn nok strikker jeg altid oppe fra og ned, det er den teknik jeg lærte da jeg var lille og som jeg føler mig mest bekvem med.

De andre hemmeligheder kan først afsløres efter hjemkomsten fra Danmark sidst i januar måned.

Hemmeligheder.

I disse tider kan man jo ikke altid afsløre, hvad der er på pindene. Men her er en før-jul glædelig begivenhed, idet en lille Ingeborg kom til verden i en nærstående familie i søndags. Hendes velkomstgave har ligget færdig et stykke tid i venten på at hun skulle dukke op.

Støvlerne er fra denne opskrift, fundet på Bundingens blog.

Boleroen er også et blog-fund. Jeg har strikket den før, se her.

Fine gamle perlemorsknapper fra loppis giver det sidste lille pif.

 Strikkefakta: garn Admiral fra Schoppelwolle, pinde nr 3.

Og så er der de tre nisse-søstre, som er syet af Ingborgs tip-oldemor for længe siden. De kaldes Sigrid, Karen og Johanne efter tipoldemor og hendes to søstre. Sigrid var en dygtig hjemmesyerske. Jeg har passet på nisserne i mange år, men nu er det på tide at de vender tilbage til deres retmæssige familie.  

Man skal ikke kikke en ærbar nisse under kjolen. Men gør man det alligevel afsløres et par meget tynde stråltrådsben og en laksefarvet, firkantet numse!

Fra mislykket til vellykket.

En gang for flere år siden strikkede jeg dette sjal til Thea

fra denne bog.

Jeg strikkede det rigelig langt. Det troede jeg var en fordel. Det var det ikke. Sjalet hang og slaskede langt ned ad ryggen og var slet ikke den varme omfavnelse, som det var tiltænkt. Det kom retur og har så ligget på en hylde lige siden.

Hvad gør man så? - der var trods alt investeret en del penge og megen arbejdskraft i projektet. Sjalet er strikket med Ullcentrums entrådede garn som er tyndt og "uldent", så tanken på at trævle op var helt uoverstigelig. Ved et nærmere eftersyn viste det sig, at sjalets bredde var præcis ½ Astrid-omkreds. Altså burde det kunne blive til en sweater. Frem med saksen! For-og bagstykke er to rektangler, af det resterende kunne der blive ærmer, som blev syet og klippet i facon. Ærmerne kunne kun blive 3/4-ærmer. Det passer mig fint, for jeg skubber alligevel altid mine ærmer op. Det sværeste var at fiske maskerne op og lukke alle kanterne af. Manchetterne kunne jeg forsigtigt trævle op og strikke en ribkant forneden.

Sådan blev den -

- og så meget blev der til overs!

Jeg er meget tilfreds med min "nye" sweater. Den er blød, let og klør ikke det mindste, den er allerede en hverdagsfavorit.

Snur på symaskinen igen.

Nu er der lukket og slukket i sommerhuset, og nu venter storbylivet i det næste halve års tid. Så var det på tide at få symaskinen i gang.
Vores pudebetræk var fuldstændig gennemslidte, men de tilhørende dynebetræk fejlede ikke noget, så der skulle sys nye pudebetræk.

På Røde Kors' genbrug havde  jeg købt to gamle såkaldte overlagner. I "gamle dage" lå man på underlagen og havde et overlagen imellem sig og overdynen. Overlagenets øverste del blev foldet ned over kanten af overdynen, og på ombukket var der ofte broderet fint.

Jeg placerede broderiet ret højt oppe på de nye hovedpudebetræk for at vi ikke skulle vågne med "roser på kind".

Faster Else havde ønsket sig flere indkøbsposer af den praktiske slags...

... med foer og invendig lomme til pung og andet, som ellers uvægerligt havner i bunden af posen.

Og til slut blev det til små etuier til vores forskellige buskort, så de er til at kende fra hinanden i en fart. 

Det er fint at kunne bruge selv de mindste stofstumper til noget.