Mellemarbejde er et begreb jeg husker fra skolens håndarbejdstimer. Et ukompliceret stykke håndarbejde, som man kunne sidde og nørkle med, mens man ventede på hjælp fra lærerinden med det svære, som man var gået i stå med.
Det svære for mig er mine
NEPs, som jeg strikker og strikker og strikker på, og det skrider da fremad. Men lidt mellemarbejde er det da blevet til, mest under transport til og fra sommerhuset.
Der trængte til påfyldning i karkludeskuffen. Jeg har fundet frem til, at 3 tråde af det tynde hør-vævegarn som jeg har på lageret, samt pinde nr 4 giver passende tykkelse til kluden. Perlestrik giver en fin, ujævn struktur, godt hvis der skal skrubbes lidt.
Hvis man vælger de tre tråde i samme farve, men i lidt forskellige nuancer, giver det et fint farvespil.
Der blev også tid til at strikke et par spiralsokker til en dreng, der bliver storebror en af de allernærmeste dage. Den kommende lillebror skal også have.
En transportstrikning må jo have en eller anden form for emballage. Ud fra et etui jeg har set engang for længe siden fandt jeg på denne tingest.
Og hvordan virker den så? Jo, den er kun til at putte strikkepindene i, resten stikker udenfor.
Men så må man jo også have noget at putte hele strikketøjet i. Dette loppefund er meget praktisk - og meget sødt, synes jeg.
Det er sikkert en hel del år siden, at lille Göte Edvinsson sprang rundt i gymnastiksalen. Jeg forestiller mig, at han havde plastsokker på.
Nu hvor jeg er i gang med at præsentere ting at have ting i, kan jeg ikke lade være med at vise mit transportable syskrin, også et loppefund. Det er oprindeligt et pennalhus, også det har en hel del år bag sig. Låsen er i stykker, så jeg holder det lukket med to hår-elastikker. Per siger, at den ligner en lille skattekiste.
På låget en moralsk opfordring:
Det prøver jeg at efterleve - inden for rimelighedens grænser.
