Pose = praktisk.

Jeg er meget glad for poser. Især hjemmesyede, som kan fremstilles lige i den størrelse og det materiale som passer til det tiltænkte indhold. Så bliver det også nemmere at finde sine sager.

Af Marie i Garnboa (hjemmeside her og facebookside her) fik jeg en lille tøjstump, som hun havde fundet i en taske købt på loppis. Måske har den været foer i en anden taske (det kunne faconen godt tyde på), den var ikke helt ren, og ganske gammel og mør på visse steder. Den kan du sikkert få noget fint ud af, sagde Marie. Det var jo en tillidserklæring.
Jeg tænkte mig, at en lille pose til smykker eller noget andet sart skulle passe godt, tøjstumpen var jo også sart i sig selv.

Foerstoffet fik jeg fra en kjole, købt på loppis. Den var aldrig tiltænkt at bruges som kjole hjemme hos mig, for der er ingen jeg kender som kan åle sig ned i sådant et hylster. Men stoffet var flot! Blankt og guldglimtende.

Og spaghetti-stropperne passede perfekt til snørelukningen.

Jeg har fundet en app på min telefon, hvor man kan holde styr på hvor mange skridt man tar. Det er lærerigt.
Så fik jeg brug for en lille pose til telefonen, for det er ikke alt mit tøj som har lommer.
Fra denne strikkebog tog jeg mønstret til pulsvarmere, og med ganske få ændringer blev det til en pose med foer af blødt flannel og et bånd til at ha' rundt om halsen.

"Godt værktøj fremmer arbejdet, sagde kællingen - hun flåede hesten med en syl". Ældgammel vits, men med et gran af sandhed. Jeg har købt et nyt rivejern, som er herligt effektivt. Men hvordan opbevare dette uden at det river fingre, når man tager det frem? En pose, selvfølgelig. Af veninde Bente har jeg fået en vatteret vest, som havde tilhørt hendes nabo.

Det tog ikke mange minutter ved symaskinen før posen var klar. Vatteringen og kantebåndet fik jeg jo forærende.

Og da Holger var på besøg fik Lillebamse en sovepose af stof fra den samme vest. Soveposen er med hank, så kan Lillebamse transporteres rundt uden at blive væk.

Holger har brækket armen, det er derfor han ser lidt uformelig ud. Men han er kry og glad, på trods af dette.

Opdatering sommeren 2015, 4. og sidste kapitel

At købe garn med hjem som feriesouvenir er altid fristende, og er man på Gotland, så er det ikke til at komme udenom. Jeg købte garn og opskrift herfra:

Opskriften var til et halsrør og et par pulsvarmere. Men jeg havde ikke brug for pulsvarmere, så da jeg havde strikket halsrøret fortsatte jeg med raglanudtagninger til garnet var brugt op. Så nu har jeg en halskrave.

Den er utrolig blød og lækker, klør overhovedet ikke. Det ved jeg, fordi jeg en dag da jeg havde ondt i halsen tog den på inden for tøjet - havde den altså på det bare skind hele dagen. Varmt og dejligt var det , og ikke noget klø-klø. Den onde hals gik hurtigt over. Om det var på grund af kraven er ikke til at sige, men det kan da ikke have gjort nogen skade.

Det er bare helt almindelig ribstrikning, 1 ret , 1 vrang, pinde nr 5. Nem og hurtig at blive færdig med.

Og så til slut må det næste billede stå som symbol for de mange karklude i hørgarn, som er blevet produceret - og givet væk - i løbet af sommeren. En sådan er den perfekte værtindegave.

Garnet er tyndt vævegarn købt på loppis, jeg tager så mange tråde at det passer til pinde nr 4, det skal blive ret åbent i strukturen. På den måde tørrer kluden hurtigt, dette modvirker dårlig lugt.

Så er opdateringen slut, og arkiveringen går videre i realtid.

Opdatering sommeren 2015, kapitel 3

To par vanter.

I garnbutikken Litet Nystan faldt jeg for denne opskrift med navnet Asta.

Jeg købte det anbefalede garn, men i farven mørkegrøn. 

Det som tiltalte mig var den raffinerede diagonale afslutning på fletmønstret.

Som en ekstra bonus viste det sig, at min jagt på den perfekte tommelfinger måske er til ende.

Udtagningerne til kilen ligger på begge sider af en midt-maske.

Når man har sat tommel-maskerne på tråd slår man 7 masker op bag ved kilen, disse tages ind i en lille kile over 6 omgange.

Altså en vante, som virkelig har håndens form. Dette princip vil jeg teste flere gange.

Strikkefakta ses på det første billede.

På en af de fine Helsingegårde, som for nylig er blevet optaget på UNESCOs liste over verdensarv købte jeg et par vanter fremstillet av en lokal kunsthåndværker. Det er de lækreste vanter jeg har set - dobbelte med ydersiden i groft sort uld, indersiden strikket af håndspundet hundeuld.

De er som at stikke hænderne i flødeskum, men varmt. Ikke at jeg nogensinde har gjort dette, men jeg tror at det skulle føles sådan

Al mulig ros til kunsthåndværkeren -

- og så er prisen jo slet ikke i proportion med det store arbejde. Men det er vilkårene i den branche!

Nu skal jeg prøve at finde ud af, hvordan vanterne er lavet. De er hæklet sammen i "sidesømmen" på en eller anden finurlig måde. Spændende. 

Opdatering sommeren 2015, kapitel 2

Garnboa i Norrtelje måtte give op sidste år - det er svært at tjene penge på at sælge garn i disse tider, hvor internetsalget overtager flere og flere af detailhandelens kunder. Men det er en anden historie, som ikke hører hjemme i dette forum.
Men Marie er ikke den, som giver op. Hun og hendes mand købte en gammel landhandel i den lille landsby Sättraby - bolig, butik og lagerbygninger. Der var nok af renovering at kaste sig ud i. Og så kan man jo lege butik i egne lokaler, skal ikke tjene til huslejen men kan holde åbent, når der er tid og overskud til det.
Læs Garnboas hjemmeside her og facebookside her.
For at fejre genåbningen udskrev Marie en konkurrence: "strik en sok med tilknytning til Sättraby".

Første gang jeg var i Sättraby var i februar måned, det var koldt, mørkt, blæsende og ganske ugæstfrit, da jeg stod og ventede ved busstoppestedet. Ikke lige noget, der gav næring til fantasien. Men så fik jeg øjnene op for alle gårdene og husene, der lå udspredt i landskabet. Svensk-røde med hvide detaljer - og så var den der, idéen. En sok i rødt og hvidt med huse på.

Husene ses som et gentaget geometrisk mønster. 

Striberne på undersiden samt indtagningerne til tåen har jeg bare valgt fordi det ser pænt ud, de skal altså ikke tolkes på nogen speciel måde.

Der kom 6 bidrag til konkurrencen, min sok blev nr. 2, og det er jeg helt tilfreds med. 

Strikkefakta
Garn: Lana Grossa Meilenweit, 80% uld, 20% Polyamid, 210 meter på 50 gram
strømpepinde nr 2½

Opdatering sommeren 2015, kapitel 1

Det er meget længe siden jeg skrev her på bloggen. Sommeren er gået - swisch - med mange gæster og rejser, og pludselig er det efterår!
Tro nu ikke, at fingrene har stået stille. Men jeg har strikket små projekter, som har været nemme at have med i bilen og på toget - ting, som jeg havde liggende og som absolut burde blive færdige. Jeg lægger tingene ud lidt efterhånden.

Vi begynder med pelerinen.

Hos Eva i Stäket havde jeg købt opskrift og garn til en hue. Jeg begyndte også på huen for længe siden, men gik så i stå. Da jeg tog strikketøjet frem igen indså jeg, at jeg var gået i stå, fordi jeg jo slet ikke havde lyst til at få en hue. Men garnet var lækkert. Ved at kikke i mine (mange) strikkebøger fandt jeg en opskrift, der passede til garnkvaliteten.

Pelerinen strikkes på tværs med vendestrik ( sv = förkortade varv), på den måde fremkommer den afrundede form.

Den retstrikke del bliver rullekraven, den glatstrikkede del bliver den del, der går ned over skuldrene. Men først skal der tabes masker - med vilje! Hver tredje maske på den glatstrikkede del lader man løbe. Så bliver der "rendemasker". Forresten: da jeg var ung, var en rendemaske en mindre pæn betegnelse på en letlevende kvinde.

Så bliver kraven meget bredere.

Til slut strikker man enderne sammen, og voila! - en pelerine.

 Og hvad er så en pelerine? Svensk Wikipedia giver svaret, klik her. Hun er da sød, den lille dame fra 1911!

Strikkefakta:
Garn: "Handfärgad Grov Alpacka (100% alpackaull), 100 gr = ca 125 meter".
Pinde nr 7.
Den rigtige farve er mørk turkisfarvet, bedst gengivet på det sidste billede.

En nygammel fiber.

På syfestivalen i foråret så jeg denne trøje strikket i hampegarn. Hamp har jo fra gammel tid været brugt til reb og grove tekstiler (f. eks. til at sy kornsække af), men som strikkegarn var det nyt for mig. Det fik jeg lyst til at prøve.

Jeg købte garn og opskrift, og så lå det nogen måneder, mens noget andet blev færdigstrikket. Men da sommeren kom var det på tide. Jeg strikkede strikkeprøve, målte på prøven og på mig og indså, at jeg blev nødt til at ændre på opskriften, hvis jeg ikke ville have en trøje model "pølseskind". Altså lagde jeg 2 * 12 masker til på kroppen, disse satte jeg på tråde i hver side inden ærmerne skulle sættes til. Ærmerne fik også 12 ekstra masker i udtagningerne, disse blev ligeledes sat på tråde. Så da jeg skulle samle alting og begynde med raglanindtegningen, havde jeg det antal masker, der stod i opskriften.

Jeg var bange for, at det grønne garn ikke slog til, nu hvor jeg havde strikket trøjen større. Samtidig syntes jeg også, at der blev MEGET grønt, så jeg bestilte 100 gram blåt garn i samme kvalitet og digtede en zig-zagget overgang mellem grønt og blåt.

De løse masker under armene syede jeg sammnen med maskesting. Så nu er trøjen færdig, og jeg glæder mig til at bruge den. Det skal blive spændende at se, hvordan hampegarnet opfører sig i brug. Det var lidt hårdt at strikke med, og det fnuggede bittesmå fibre i luften (og i vaskemaskinen ved første vask). Efter vask blev trøjen blød og lækker.
Farven er intens græsgrøn med en fin glans. Dette kan kameraet desværre ikke gengive.

Strikkefakta: Garn Number One Hemp, 95 meter/50 gram fra Nysta, som er Nina Sagulins netbutik.

www.nysta.se

Sommertøj til en sommerdreng.

Da jeg så traktortrøjen i Sandnes Garns gratisopskrifter tænkte jeg med det samme, at den trøje skulle Holger have til sin tre-års fødselsdag. For et års tid siden havde han lært at sige ordet traktor med rigtige stockholmske rulle-r'er: trrrraktorrrrr. Så en traktortrøje passede perfekt.
Hvad der ikke rigtig passede var opskriften, strikkefastheden og størrelsen, selv om jeg havde købt det garn, som stod i opskriften. Så der skulle en hel del strikkeprøver og kontrolmålinger på barnet til, før alting stemte.
Kameraet kan åbenbart ikke lide grønt. Striben under traktorerne er i virkeligheden grøn (= græsmark).

En lille stump kraftigt bomuldsstof fra lageret kunne lige række til et par shorts.

- og det går ikke an kun at komme med bløde pakker til en treårig. Så jeg købte en rigtig rød traktor også.

Og så var der ellers fuld fart på.

Hvis du vil strikke en lignende trøje, så findes opskriften på Sandnes' hjemmeside under gratis opskrifter, men snyd ikke for at strikke strikkeprøve, for der er altså vrøvl med størrelserne.

Findes det ikke, så må man sy det selv.

Vi købte et sæt skruetrækkere, som sad monteret på en blød papskive. Det kan man da ikke ha' i en værktøjskasse.

Så syede jeg et foderal.

Jeg var træt af min toilettaske, som fyldte mere end indholdet. Den var tilmed blev lidt snavset og ulækker, efter at en flaske shampo havde lækket.

Så syede jeg to poser, som kan bruges sammen eller hver for sig. Foret er fra et kasseret bruseforhæng, altså vandtæt.

Vores nye rygsække skal af og til sættes fast på cyklens bagagebærer. Jeg var nervøs for, at de lange løse remme skulle gå ind i hjulet.

Så syede jeg to poser af resten af bruseforhænget. Så cykler man sikkert. At poserne tilmed er vandtætte er kun en bonus.

Når posen ikke er i brug kan den foldes sammen og opbevares i rygsækkens låg. 

Alt jeg syede kan vaskes.Så praktisk. Og alle materialer kunne jeg hente på lageret. Herligt!

Når enden er god er alting godt.

Opskriften holdt hvad den lovede. De mystiske tutter på for- og bagside forsvandt i vask-og-stræk. Trøjen er let og lun og meget behagelig at have på.

Det sjove spiralmønster, som har givet trøjen dens navn, Rundstykke, kommer nu rigtig til sin ret.

Men hvor har jeg dog været træt af den i de to år, den har været undervejs. Mest nok fordi jeg frygtede, at den ikke passede. Når man nu ikke har standardmål, hvilket jeg ikke har, så er det en beroligelse at kunne kontrolmåle under arbejdets gang. Dette har ikke været muligt med denne model, idet trøjen strikkes i én arbejdsgang. Man må bare krydse fingre og håbe på det bedste - at investeringen af penge og arbejdstid ikke har været forgæves. Og det gik jo godt til sidst.

Hvad er dog dette ? .....

- og hvad kan det mon blive til?

For snart 2 år siden deltog jeg i foreningen Stickas strikkerejse til Danmark. Hos Bente Geil købte jeg garn og opskrift til til trøjen Rundstykke. Sidste sommer skrev jeg sådan om projektet. Nu har jeg sat mig for, at trøjen ikke skal fejre 2-års jubilæum som NEP (Never Ending Project). Alle masker er nu strikkede, der skal bare hæftes ender, vaskes og blokkes.

Det ser bare mærkeligt ud. Set lige forfra sådan.....

Skråt fra siden forfra sådan .....

Skråt fra siden bagfra sådan ....

Jeg håber virkelig, at opskriften holder, hvad den lover.

Det endelige resultat skulle gerne se ud sådan her.

Hvis ikke, så må jeg gennemgå en kirurgisk bryst-korrektion, sådan at jeg får ét bryst foran på kroppen og et andet bagpå. Håber ikke det går så galt - fortsættelse følger ......