Et NEP blev FO

Oversættelse: Et projekt, som jeg troede aldrig skulle blive færdigt, blev alligevel færdigt til sidst. Det drejer sig om den røde trøje, som ses i et tidligere blogindlæg her.

Trøjen er, i modsætning til det andet uendelige projekt i samme blogindlæg, strikket i flere dele. En ryg, to forstykker, to ærmer. Det giver mulighed for hele tiden at sammenligne strikketøjets mål med sine egne, og så gøre de nødvendige ændringer.

F. eks blev trøjen alt for kort efter min smag, og så strikkede jeg en kant uden mønster til forneden. Jeg lod kanten have en slids som svarer til at forkanten ikke er knappet hele vejen ned. Jeg synes det ser ret elegant ud - som om det har været meningen hele tiden.

Strikkefakta:
Pinde nr. 4.
Trøjen er strikket med to tråde.  Mønstret, som jeg kalder "diskret stribe" fremkommer ved, at jeg på hver 6. omgang erstatter en af de mørkerøde tråde med en klar rød. Trøjen har en meget flottere rød farve end på billedet, det er svært at fotografere om vinteren indendørs i halvdårligt lys.
Garn: Tomtex vævegarn, tyndt en-trådet, 600 meter pr 100 gram. Jeg har fået en hel sækfuld af min datters svigermor i alle mulige pragtfulde farver. Det lover godt for fremtidige strikkeidéer.

Vanter op-og-ned og ned-og-op.

Marie i Garnboa bestilte "billige" vanter, d.v.s. vanter uden alt for meget mønsterstrik som tager lang tid at strikke, og derfor også gør vanterne dyre. 

Men helt ensfarvet er bare for kedeligt, så de små garnnøgler fra reste-posen kom frem. Det sjove er at finde pæne farvekombinationer.

Det blev til 6 par vanter ialt. 

 2 ret, 2 vrang, men med farveskift, giver en hel anden effekt end ensfarvet.

Disse to par er strikket oppe-fra-og-ned. Hvordan man gør? Det kan jeg forklare i et nyt indlæg, hvis der er interesse for det.

Alle de valgte mønstre på manchetterne bliver ret stramme, så det kan betale sig at slå lidt ekstra masker op. Disse lukker man så af når man begynder at strikke selve vanten. Eller omvendt, hvis man strikker den anden vej. Eller man kan gøre sig umage med at strikke løst. Eller gå et nummer op i pindestørrelse.

Strikkefakta: alt garn er fra lageret og uden banderole, så det er ikke til at sige hvad det er. Men uldgarn, det er det.

Specielle strikketeknikker.

Garnbutikken Garnverket udskrev en konkurrence: fremstil en grydelap, valgfri teknik. Så kom jeg i tanker om, at jeg for flere år siden havde fundet på en grydelap i teknikken skyggestrik. Man strikker med én farve én gang frem og tilbage, og med kontrastfarven én gang frem og tilbage. Fordelingen af retmasker og vrangmasker afgør mønstret.

Ved første øjekast ser man bare et tilsyneladende umotiveret stribemøbster

- men ser man i en anden vinkel fremtræder mønstret. Og grydelappen fortæller selv, hvad den er - og da vi er i Sverige, hedder den "Grytlapp".

I morgen bliver lapperne afleveret i Garnverket. Man kan kun stemme i butikken, så har du vejen forbi i perioden 18. januar - 6. februar, kan du jo kikke ind og stemme. 

Strikkefakta: tykt bambusgarn fra lageret, pinde 4½

Der var mere af det lækre alpakkagarn, så det blev til endnu et par pulsvarmere. Disse vil jeg have selv. Dels fordi de lige er min stil, dels fordi der er en lille fejl i mønstret. Det er måske kun mig selv der kan se det, men det er nok til, at jeg ikke vil sælge. 

På den måde kan en fejltagelse vendes til det bedste.

Ikke flere vabler.

Jeg har købt nye vinterstøvler. De er med højt skaft, er fodformede, har et tykt varmt foer, er rigtig pæne oven i købet. Der er kort sagt ikke noget i vejen med dem - bortset fra at kanten optil er så hård, at den gnaver. Efter første gåtur i støvlerne kom jeg hjem med en gigantisk vabel på hver hæl. Noget måtte gøres.

Det blev til et par tykke sokker med ekstra tyk og lang ribkant,

 - så lang, at den kan foldes dobbelt indad.

Det fungerer, ikke flere vabler. 

Det var dejligt, at der ikke skulle mere til for at gøre at par lækre støvler anvendelige. 

Strikkefakta: ukendt garn fra lageret, strømpepinde nr 4½

Goodbye Kitty!

Holger og Bodils forældre fik en stor pose med brugt børnetøj fra naboen. Altid godt med genbrug. Blandt herlighederne fandtes en fin festkjole.

Nu er de unge forældre ikke begejstrede for mærketøj, så Kittyreklamen var ikke så populær. Men det er der jo råd for. Kjolen kom med hjem til Astrid, og guldkjolen fra genbrugsbutikken på Bornholm kom ned fra lagerhylden. Mere genbrug.

Så nu har Bodil en opgående sol på brystet. Det passer rigtig godt til hende, for hun er virkelig en lille solstråle.

Pulsen stiger!

At strikke pulsvarmere er et dejligt "mellemarbejde" - kræver ikke meget garn, bliver hurtigt færdigt. En udmærket måde at blive af med garn, som ikke rækker til så meget andet.

Vævestrik, at strikke med løftede masker, er stadig sjovt. Jeg havde noget meget lækkert alpakkagarn på lageret, så jeg gik i gang med at kombinere forskellige mønstre fra bogen om vævestrik, læs mere her.

Hvis jeg havde troet, at disse pulsvarmere skulle blive hurtigt færdige, så kunne jeg godt tro om igen. Vævestrik går ikke hurtigt. I og med at man løfter masker, som strikkes senere, kan det blive sådan, at man på to omgange bare har strikket maskerne én gang. Men flot bliver det jo, så det er umagen værd, synes jeg.

Strikkefakta
Garn: 100% Alpaga Des Andes fra franske Plassard - dyrt, men dejligt, superblødt
Strømpepinde nr 2½

Mellemtingen mellem en pulsvarmer og en vante er vel en halv-vante. Garnet som blev til overs efter disse her vanter rakte til et par halve. Så fik jeg også øvet mig i at strikke den omtalte tommelfinger en gang til. Det tyder på, at det bliver en fremtids-favorit. Jeg har ikke genbrugt fletmønstret fra den forrige vante, for det ville være at kopiere for meget. Jeg vil jo prøve at sælge halv-vanten.

Alt er nu afleveret til Maries julebutik.

Glædelig for(klæde)jul!

Familiens mindste medlemmer har allerede fået deres julegaver, som i år gik i forklædernes tegn. 

De to mellemstore fik hver et bindeforklæde med tilhørende slev og piskeris.

Lillepigen fik et træk-over-hovedet-forklæde med praktiske velcrobånd i siderne.

Som tilbehør fik hun et te-stel og en pose at ha' det i.

Og så har jeg indført skikken med mandelgave i familien her i Sverige. Præmien er en masse småting: klistermærker, glansbilleder, en kalender, etui til buskort, lidt slik og lidt frugt m.m. Her er posen til alle sagerne. 

Alt er syet af stof, jeg havde på lager. Indkøbt i genbrugsbutikker for næsten ingen penge, nu genopstået til nyt liv, forhåbentlig til gavn og glæde for de kære små.

Pose = praktisk.

Jeg er meget glad for poser. Især hjemmesyede, som kan fremstilles lige i den størrelse og det materiale som passer til det tiltænkte indhold. Så bliver det også nemmere at finde sine sager.

Af Marie i Garnboa (hjemmeside her og facebookside her) fik jeg en lille tøjstump, som hun havde fundet i en taske købt på loppis. Måske har den været foer i en anden taske (det kunne faconen godt tyde på), den var ikke helt ren, og ganske gammel og mør på visse steder. Den kan du sikkert få noget fint ud af, sagde Marie. Det var jo en tillidserklæring.
Jeg tænkte mig, at en lille pose til smykker eller noget andet sart skulle passe godt, tøjstumpen var jo også sart i sig selv.

Foerstoffet fik jeg fra en kjole, købt på loppis. Den var aldrig tiltænkt at bruges som kjole hjemme hos mig, for der er ingen jeg kender som kan åle sig ned i sådant et hylster. Men stoffet var flot! Blankt og guldglimtende.

Og spaghetti-stropperne passede perfekt til snørelukningen.

Jeg har fundet en app på min telefon, hvor man kan holde styr på hvor mange skridt man tar. Det er lærerigt.
Så fik jeg brug for en lille pose til telefonen, for det er ikke alt mit tøj som har lommer.
Fra denne strikkebog tog jeg mønstret til pulsvarmere, og med ganske få ændringer blev det til en pose med foer af blødt flannel og et bånd til at ha' rundt om halsen.

"Godt værktøj fremmer arbejdet, sagde kællingen - hun flåede hesten med en syl". Ældgammel vits, men med et gran af sandhed. Jeg har købt et nyt rivejern, som er herligt effektivt. Men hvordan opbevare dette uden at det river fingre, når man tager det frem? En pose, selvfølgelig. Af veninde Bente har jeg fået en vatteret vest, som havde tilhørt hendes nabo.

Det tog ikke mange minutter ved symaskinen før posen var klar. Vatteringen og kantebåndet fik jeg jo forærende.

Og da Holger var på besøg fik Lillebamse en sovepose af stof fra den samme vest. Soveposen er med hank, så kan Lillebamse transporteres rundt uden at blive væk.

Holger har brækket armen, det er derfor han ser lidt uformelig ud. Men han er kry og glad, på trods af dette.

Opdatering sommeren 2015, 4. og sidste kapitel

At købe garn med hjem som feriesouvenir er altid fristende, og er man på Gotland, så er det ikke til at komme udenom. Jeg købte garn og opskrift herfra:

Opskriften var til et halsrør og et par pulsvarmere. Men jeg havde ikke brug for pulsvarmere, så da jeg havde strikket halsrøret fortsatte jeg med raglanudtagninger til garnet var brugt op. Så nu har jeg en halskrave.

Den er utrolig blød og lækker, klør overhovedet ikke. Det ved jeg, fordi jeg en dag da jeg havde ondt i halsen tog den på inden for tøjet - havde den altså på det bare skind hele dagen. Varmt og dejligt var det , og ikke noget klø-klø. Den onde hals gik hurtigt over. Om det var på grund af kraven er ikke til at sige, men det kan da ikke have gjort nogen skade.

Det er bare helt almindelig ribstrikning, 1 ret , 1 vrang, pinde nr 5. Nem og hurtig at blive færdig med.

Og så til slut må det næste billede stå som symbol for de mange karklude i hørgarn, som er blevet produceret - og givet væk - i løbet af sommeren. En sådan er den perfekte værtindegave.

Garnet er tyndt vævegarn købt på loppis, jeg tager så mange tråde at det passer til pinde nr 4, det skal blive ret åbent i strukturen. På den måde tørrer kluden hurtigt, dette modvirker dårlig lugt.

Så er opdateringen slut, og arkiveringen går videre i realtid.

Opdatering sommeren 2015, kapitel 3

To par vanter.

I garnbutikken Litet Nystan faldt jeg for denne opskrift med navnet Asta.

Jeg købte det anbefalede garn, men i farven mørkegrøn. 

Det som tiltalte mig var den raffinerede diagonale afslutning på fletmønstret.

Som en ekstra bonus viste det sig, at min jagt på den perfekte tommelfinger måske er til ende.

Udtagningerne til kilen ligger på begge sider af en midt-maske.

Når man har sat tommel-maskerne på tråd slår man 7 masker op bag ved kilen, disse tages ind i en lille kile over 6 omgange.

Altså en vante, som virkelig har håndens form. Dette princip vil jeg teste flere gange.

Strikkefakta ses på det første billede.

På en af de fine Helsingegårde, som for nylig er blevet optaget på UNESCOs liste over verdensarv købte jeg et par vanter fremstillet av en lokal kunsthåndværker. Det er de lækreste vanter jeg har set - dobbelte med ydersiden i groft sort uld, indersiden strikket af håndspundet hundeuld.

De er som at stikke hænderne i flødeskum, men varmt. Ikke at jeg nogensinde har gjort dette, men jeg tror at det skulle føles sådan

Al mulig ros til kunsthåndværkeren -

- og så er prisen jo slet ikke i proportion med det store arbejde. Men det er vilkårene i den branche!

Nu skal jeg prøve at finde ud af, hvordan vanterne er lavet. De er hæklet sammen i "sidesømmen" på en eller anden finurlig måde. Spændende. 

Opdatering sommeren 2015, kapitel 2

Garnboa i Norrtelje måtte give op sidste år - det er svært at tjene penge på at sælge garn i disse tider, hvor internetsalget overtager flere og flere af detailhandelens kunder. Men det er en anden historie, som ikke hører hjemme i dette forum.
Men Marie er ikke den, som giver op. Hun og hendes mand købte en gammel landhandel i den lille landsby Sättraby - bolig, butik og lagerbygninger. Der var nok af renovering at kaste sig ud i. Og så kan man jo lege butik i egne lokaler, skal ikke tjene til huslejen men kan holde åbent, når der er tid og overskud til det.
Læs Garnboas hjemmeside her og facebookside her.
For at fejre genåbningen udskrev Marie en konkurrence: "strik en sok med tilknytning til Sättraby".

Første gang jeg var i Sättraby var i februar måned, det var koldt, mørkt, blæsende og ganske ugæstfrit, da jeg stod og ventede ved busstoppestedet. Ikke lige noget, der gav næring til fantasien. Men så fik jeg øjnene op for alle gårdene og husene, der lå udspredt i landskabet. Svensk-røde med hvide detaljer - og så var den der, idéen. En sok i rødt og hvidt med huse på.

Husene ses som et gentaget geometrisk mønster. 

Striberne på undersiden samt indtagningerne til tåen har jeg bare valgt fordi det ser pænt ud, de skal altså ikke tolkes på nogen speciel måde.

Der kom 6 bidrag til konkurrencen, min sok blev nr. 2, og det er jeg helt tilfreds med. 

Strikkefakta
Garn: Lana Grossa Meilenweit, 80% uld, 20% Polyamid, 210 meter på 50 gram
strømpepinde nr 2½