Vanter med forhindringer

På Syfestivalen i februar var jeg til generalforsamling i foreningen Sticka. Alle deltagere fik en gave: to nögler finuldsgarn fra Rauma samt en opskrift på tre forskellige vanter i damestörrelse.
Nu er vanter ikke ligefrem det jeg står og mangler mest. Men Per kunne godt behöve et par, så jeg gik i gang med at tilpasse en af opskrifterne til en herrestörrelse - tilföjede en fletning forneden og mange striber på håndledet og foroven. Tommelfingeren flyttede jeg ud på siden, der hvor tommelen sidder i virkeligheden.
Da vanterne var färdig var jeg ikke tilfreds, det så rodet ud med alle de forskellige mönstre. Som salt i såret var de tilmed for store.
Efter en tur i vaskemaskinen ved 40 grader sammen med t-shirts og lange bukser og efter at have törret på et brät i passende bredde blev de faktisk ganske päne. Per er tilfreds, og så har jeg lärt mig et og andet om at begränse sig i de forskellige udtryk.

Rauma Finull, sort og råhvid, pinde 2½

Det blev en snibb.

Da strikkeveninden YDD og jeg var på Syfestivalen i februar, faldt jeg over - og for - et fantastisk garn fra Vackragruppen. Det er fremstillet af spild fra tekstilindustrien i Indien, det er 100% silke  og har en utrolig dybde i farven. Jeg valgte en koboltblå, og ser man efter er der mange nuancer af farven, og ind imellem er der små nister af kontrastfarver.

 Silkeresterne bliver flået i stykker, kartet og håndspundet og garnet bliver meget ujävnt. På visse steder er det meget tyndt, og så knäkker det let, men det tilgiver man gerne på grund af det fine udseende.

Hvad laver man så af 100 gram silkegarn? Jeg fandt idéen i Ann-Mari Nilssons strikkebog "Sticka halsdukar, kragar, snibbar", fra Hemslöjdens forlag. En lille ting til at vikle om halsen som hun kalder en snibb. Först et smalt, lige stykke, så tager man ud indtil knapt halvdelen af garnet er brugt op (brug brevvägt). Så tager man ind til der er lige så mange masker som i begyndelse og stikker endnu et langt, lige stykke.

Snip snap  snude, så er snibben färdig.

Pinde nr 7.

Og så lige endnu en finkjole.

Da jeg havde syet den lilla kjole til Sofie blev der stof til overs. Det rakte til en "rynkekjole", som nu ligger ude på Etsy.

Både dug og stof (tidligere gardin) er ren bomuld.
Mönster: eget "rynkekjole", centilong 116.

To söstre i Göteborg

Min strikkeveninde YDD bestilte finkjoler til sine to börnebörn i Göteborg. På lageret fandt jeg en gammel dug med blomsterprint, som jeg havde köbt på genbrug for länge siden. Den var stor nok til, at der kunne blive to overdele.

Nederdelene skulle väre forskellige.

Til lillesöster valgte jeg et kökkengardin i röd/hvide Brigitte Bardot-tern (er der nogen som husker BB nu for tiden? Min BB-kjole dengang var blå/hvide tern, med festoner. Og kan nogen huske stivskörtet nedenunder, som kradsede så nylonströmperne löb?) Gardinerne er indköbt i min favoritgenbrug i Vännäs.

Storesöster fik en blå/hvid stribet nederdel. Stoffet har jeg fået af min mors naboer J & S, det var blevet tilovers efter at de havde fået nye gardiner, tror jeg nok.

Foret i overdelen er et ubrugt hvidt pudebeträk fra IKEAS "fyndlåda" - 5 kr!

Storesöster centilong 116, lillesöster centilong 104, eget mönster "rynkekjole".

Halvvanter - som tak for uld.

Jeg er med i en studiecirkel, som spinder på spinderok. En af medlemmerne, S, har selv får. Hun har fået lov at låne min rok indtil vi flytter ud i sommerhuset. Som tak for det har jeg fået en kämpesäk med gråt lammeuld - så meget, at jeg syntes hun skulle have lidt mere som betaling. Det blev disse halvvanter efter S's eget önske.

Mönstret er et medlemsmönster som man kan få, hvis man er medlem i strikkeforeningen Sticka. Garnet er strömpegarn fra lageret, 75% uld, 25% nylon, kan maskinvaskes, pinde 2½.

Fletstrikningen er meget dekorativ synes jeg. Den er ikke så svär, men tager en pokkers tid, fordi man skal skifte farve for hver maske. Det passer ikke mit temperament, men er vel umagen värd.