Materialerne til alle mine tekstile projekter er for det meste indköbt i genbrugsbutikker. Jeg har et ret så stort lager af stof og garn i mit hobbyrum. Kvaliteten, störrelsen, mängden og farven afgör så, hvad det kan blive til. Nogen gange kommmer idéen för materialet (hvad kan jeg finde på lageret som passer til den her idé?), andre gange kommer materialet för idéen (hvad kan jeg mon lave af det her?). Og man kan i allerhöjeste grad sige, at det er lysten, som driver värket.



torsdag den 29. december 2016

Julegaver til børnebørn

Nu kan det så afsløres, hvad der var i julepakkerne.

Til den store pige, som synes ræve er søde (og som stadig sover med sit Mikkel-sovedyr). Rævevanter efter et mønster fra Drops extra "Little Miss Fox" O-1217.


Til den seje 8-årige, som er vild med Star Wars. May the force be with you!


Nu med navnemærker. Så er der håb om, at de kommer tilbage, hvis de bliver væk.


Til tøsen på snart 4, som er totalt forgabet i alt hvad der har med hunde at gøre. Hun havde ønsket sig en pude i form som et kødben. Det fik hun så.



Og så den gave, som var den største udfordring, men også den, som gav de voksne flest sjove oplevelser. Ønsket var en doktortaske med indhold. En sådan kan man købe i en legetøjsbutik for rigtig mange penge - alt for mange, hvis det skal være retfærdigt over for de andre børnebørn. Så gik turen til Røde Kors Genbrug. Der fandt vi en taske, som muligvis havde været til kameraudstyr, der var en form for vaddering indeni. Og så to hvide lagner. 


Vi tog vadderingen ud af tasken og fyldte den med doktor-ting, som vi fandt i gemmerne herhjemme. Et stetoskop blev dog købt i legetøjsforretningen.


Af lagnerne syede jeg en lægekittel.


Her er så Doktor H klar til udrykning.


Det siges jo, at glæden ved at give er lige så stor som glæden ved at få. 
Det passer i dette tilfælde.
.

torsdag den 22. december 2016

Hold hovedet koldt og hjertet og fødderne varme.

Min veninde B havde et par højtelskede hjemmestrikkede sko, som var gået (helt bogstaveligt) i stykker. Kunne jeg strikke et par nye? Selvfølgelig.

Jeg ledte på Ravelry og fandt en opskrift som hedder "Simple Garter Stitch Slippers", designer Hanna Leväniemi. I lageret fandt jeg nogle nøgler ryagarn,som var inkøbt på Røde Kors for længe siden. Strikkefastheden og pindetykkelse passede perfekt. Ryafåret giver uld med lange fibre og megen glans.

Skoene strikkes fra hælen mod tåen, og der er ingen sammensyninger, hvis man følger opskriftens forslag om at slå op efter samme metode som når man strikker sokker fra tåen og op. Dette moment er lidt besværligt, men resten er meget enkelt. Og at slippe for at sy sammen er jo dejligt, og også for brugeren, som slipper for sømme, som kan gnave.
Her er B's sko.



Og så ville manden O også gerne have nogen. Det er let at ændre på opskriften og tilpasse til en anden størrelse.
Her er O's sko.



Ryagarn blev brugt til de knyttede ryatæpper fra 70'erne. De er nu meget populære blandt yngre mennesker, som sværmer for 70'erne. Jeg, som kan huske både da tæpperne var moderne og da de blev umoderne, er mere skeptisk, men garnet er meget lækkert.

mandag den 12. december 2016

En win-win situation.

- det er en floskel, som jeg meget nødig bruger, men lige her passer den faktisk udmærket.

Vi besøgte faster S for nylig. Hun havde et stort stykke stof liggende i skabet. Hun havde fået det på sin arbejdsplads for mange år siden, og det lå bare og fyldte op. Stoffet var kraftigt, 140 cm bredt, ca. 4 meter langt og meget stormønstret. Det måtte jeg gerne få. Det ville jeg gerne, men jeg syntes, at Faster S også skulle have noget ud af det.

Så jeg tog mål af hendes spisebord og syede en dug.


Derefter syede jeg to indkøbsposer. En stilfuld med sort foer -


- og en med stribet, i to knaldrøde nuanser. Begge foerstoffer er taget fra lageret.  


Så nu får faster S en dug og to poser - så hun vinder.

Jeg får resten af stofstykket, ca to meter, og et svind i stoflageret, som er hårdt tiltrængt
 - så jeg vinder også.