Materialerne til alle mine tekstile projekter er for det meste indköbt i genbrugsbutikker. Jeg har et ret så stort lager af stof og garn i mit hobbyrum. Kvaliteten, störrelsen, mängden og farven afgör så, hvad det kan blive til. Nogen gange kommmer idéen för materialet (hvad kan jeg finde på lageret som passer til den her idé?), andre gange kommer materialet för idéen (hvad kan jeg mon lave af det her?). Og man kan i allerhöjeste grad sige, at det er lysten, som driver värket.



lørdag den 30. november 2013

opdatering 4 - den sidste, som er en reklame.

Marie i Garnboa i Norrtälje er begyndt at sælge garn fra et nyt firma Schulana. Derfor har hun brug for færdigstrikkede modeller, så kunderne kan se hvordan garnet tér sig i virkeligheden. Jeg tilbød at strikke en sommerbluse i bånd-garnet Silko, i en blanding af bomuld og silke. Det var lækkert at strikke med, og det gik hurtigt at strikkke med tykke pinde og  lange masker. Halskanten er hæklet med krabbemasker (man hækler fra venstre mod højre, på den måde bliver maskerne drejet så de ligner små knuder). Majken, som er hækle-ekspert, ordnede den sag.


At sy sammen var ikke lige så "lækkert". Båndgarnet er tykt, og man kan ikke som med almindeligt garn dele det så man får tyndere tråde. Det var noget af en kamp. Hvis jeg en anden gang skal gøre noget lignende vil jeg nok prøve at finde noget tyndt bomuldsgarn i samme farve til sammensyning.


Men nu er blusen i hvert fald udstillet i butikken, og den har allerede inspireret flere kunder til at strikke en lignende.

tirsdag den 19. november 2013

Opdatering - 3, fødselsdagsgaver.

Familien i Danmark har tre fødselsdage på rad i efteråret. Igen i år stod den på hjemmelavede gaver.

Størst først:
Fra hæftet RIBBAT, RÄFFLAT & RANDIG af Jytte Slente (udgivet af BC Garn, alle modellerne strikket af deres garner) strikkede jeg denne firkant.


Om det er et halstørklæde, en poncho, et sjal eller en sjælevarmer kommer an på, hvordan man snor det om kroppen. En masse store tryklåse på kanterne hjælper til med at holde det på plads.



Sådan her gjorde Thea:


Strikkefakta: Det brune garn er Semilla 100% ekologisk uld, fra BC Garn, det lilla er noget norsk garn jeg har fået af Theas svigermor Kamma. Pinde nr 4.

Af samme svigermor fik jeg et stykke lysebrunt uldstof, som passede perfekt til at sy en strudhætte af. Hilde er tit med sin far på vikingetræf, og så er det jo godt at være klædt korrekt på.


Knapperne er fra en ulden trøje, som blev for lille til min mor for nok 20 år siden. Dem har jeg passet godt på lige siden, for man ved aldrig, hvornår man får brug for netop sådan en knap!


Yngstemand Osvald fik en strikket trøje med et skyggemønster på maven - en lidt uhyggelig alien som dukker op, når man ser trøjen lidt fra siden. Den trøje faldt heldigvis i Osvalds smag.



Strikkefakta: Mønster til selve trøjen er fra bogen Skyggestrik af Vivian Høxbro, alien-hovedet har jeg snuppet fra bogen Kvinde med pinde af Debbie Stoller. Garn: Blend Bamboo fra Hjertegarn, pinde nr 3.

søndag den 3. november 2013

Opdatering - 2

Marie i Garnboa bad mig om at oversætte en strikkeopskrift fra svensk til engelsk. Det var en opskrift på vanter, som man strikker løst i overstørrelse og derefter valker i vaskemaskine. Jeg blev nødt til at prøve selv.
Det er vigtigt at garnet er ren uld og ikke er superwash-behandlet. Sådant garn er blevet bearbejdet så det ikke filter og krymper i vaskemaskinen, og det er jo præcis det man vil, at vanterne skal gøre.


Se det her er jo ikke særlig kønt. Men efter en tur i vaskemaskinen ved 40 grader sammen med nogen store grove håndklæder, så var det en hel anden sag.


Som en ekstra pynt hæklede jeg en løkkekant på, og da jeg var i gang, så strikkede jeg et par til!



Der klippede jeg løkkerne op - håber, at de holder.

Strikkefakta: strømpepinde nr 5. Det lilla garn er fra Bente Geilsk i Silkeborg, det stribede er ekologisk uld fra BCgarn  i Kolding. Alt indkøbt på foreningen Stickas rejse til DK i maj måned.